Guide: Hold dine cykelsko tørre med skoovertræk
At holde dine fødder varme, tørre og ventilerede, når du cykler, er vigtigt. Vores fødder er nemlig afgørende for vores overordnede komfort og veltilpashed. Er vores fødder kolde, fryser vi næsten med garanti også resten af kroppen, mens for varme fødder kan føre til overophedning. Det skyldes, at fødderne spiller en vigtig rolle i at regulere vores kropstemperatur og derfor har stor indvirkning på vores generelle sundhed og velvære.
Når du cykler, så er dine fødder særligt udsatte og sårbare. Cykler du eksempelvis i sne, regn eller slud, er dine fødder tæt på jorden og derfor i stor risiko for at blive våde, da regndråber og sne nemt kan sprøjte op på fødderne. Når først dine fødder er våde, bliver de hurtigt kolde på grund af den vind, du skaber, når du cykler.
Der findes heldigvis en enkel og nem måde at komme problemet til livs på - nemlig ved hjælp af et skoovertræk. Men hvad er et skoovertræk egentlig? Hvilken slags skal du vælge? Og er der andre fordele ved at bruge et skoovertræk når du cykler? Det, og meget mere, vil vi komme nærmere ind på i denne guide.
Hvad er et skoovertræk?
Et skoovertræk er en beklædningsgenstand, der bruges til at dække dine cykelsko og dine fødder, når du cykler. Der findes dog også modeller, som kan bruges til almindelige sko.
Der findes mange forskellige slags skoovertræk. De kan være lavet af forskellige materialer, have forskellig størrelse og have forskellige egenskaber. Nogle skoovertræk har eksempelvis gode isolerende og vandafvisende egenskaber, mens andre kan have fokus på at ventilere dine fødder. Endelig er der også skoovertræk, som kan benyttes til at forbedre aerodynamikken, når du cykler.
Den type skoovertræk, du skal vælge, afhænger derfor fuldstændig af, hvilke vejrforhold du venter at støde på, når du cykler, samt hvad dine mål og ønsker er med skoovertrækket.
Hold dine cykelsko tørre og varme om vinteren
Hvis du er en entusiastisk cyklist eller pendler, som cykler året rundt, også om vinteren, kan du med fordel vælge et skoovertræk som hjælper med at holde dine cykelsko tørre og dine fødder varme. Her bør du vælge et skoovertræk, som er lavet af kraftige materialer som fx neopren, der har gode isolerende egenskaber.
Om vinteren er der stor risiko for, at dine cykelsko bliver våde, når sne og slud sprøjter op. Det kan føre til, at dine fødder bliver nedkølet, og du bliver kold. Derfor er det også en fordel, at du vælger et skoovertræk, som udover at være varmeisolerende, også har vandafvisende egenskaber. Det kan også være en fordel at vælge et skoovertræk, som har velcrolukning og/eller forseglende lynlås, så du bedre kan holde vand ude. Et skoovertræk er derfor et godt supplement til dit øvrige regntøj, hvis du ønsker at holde dine cykelsko tørre.
Dine fødder kan også blive våde om sommeren
Som vi alle ved, er der absolut ingen garanti for, at der ikke kommer regn, bare fordi kalenderen siger juni eller juli. Tværtimod er det snarere reglen end undtagelsen, at der også falder betydelige mængder nedbør om sommeren. Så selvom du primært cykler i sommerhalvåret, er der stadig risiko for, at du får våde fødder.
Til gengæld er graderne markant højere om sommeren, så du har ikke brug for et skoovertræk, som er meget varmeisolerende. Det vil nemlig bare føre til, at dine fødder bliver svedige og evt. overopheder. Om sommeren skal du derfor bruge et skoovertræk, som er vandafvisende, men uden ekstra foring og isolering. Du kan også vælge at købe et tåcover i stedet, som er et skoovertræk, der kun dækker den forreste del af dine cykelsko. Dermed er størstedelen af dine cykelsko stadig godt garderet mod vand og vind, men uden at dine fødder er i risiko for at blive for varme.
Skoovertræk kan mere end at holde dine cykelsko tørre
Det primære formål med at iføre sine cykelsko et skoovertræk under cykling er at beskytte dem mod vand, sne, skidt og snavs og holde dine fødder tørre og varme. Men et skoovertræk har faktisk også andre fordele, som er værd at nævne.
Skoovertræk kan nemlig også bruges til at forbedre aerodynamikken ved at glatte overgangen mellem sko og ben. Derfor er skoovertræk ofte brugt til konkurrencer eller på længere træningsruter.
Skoovertræk til kvinder og mænd – er der forskel?
Der er som udgangspunkt ikke en betydelig forskel mellem skoovertræk til kvinder og skoovertræk til mænd. De fleste skoovertræk er nemlig designet til at passe til de fleste skostørrelser og -former, så de kan bruges til både kvinder og mænd.
Der kan dog være forskel på fx design og farver, hvor nogle producenter forsøger at appellere mere til kvinder eller til mænd, på den måde de designer deres skoovertræk. Dette har dog ingen indflydelse på skoovertrækkets funktion og beskyttelse mod vejret.
Når du går på udkig efter et skoovertræk til at holde dine cykelsko tørre, er det vigtigste derfor at finde et overtræk, der passer godt til lige præcis dine fødder og cykelsko. Du bør fokusere på, hvilke funktioner skoovertrækket skal have, alt efter hvad du forventer at bruge det til.